Glidecreme og gode intentioner: Lubricant and good intentions

Last week I found myself at lunch in the cellar of a very old building at the University of Copenhagen, on the occasion of a prostitution/sex work conference. After carefully navigating a conversation with the man on my left, a city councilman who seemed to have wandered into the wrong event (or perhaps I simply misunderstood him), I turned to the man on my right to introduce myself.

‘Ah,’ he said. ‘I travelled through Europe this summer talking with migrant sex workers and reading your book.’

‘Oh!’ I said. ‘Did you enjoy it?’ (How very disorienting! What is one to say?)

‘Very much. In fact, I am a journalist and an article about it has just come out in a newspaper here, it is on sale now.’

Here it is. The picture shows one social worker, one journalist and one sex worker. No high boots leaning into a car window here. 

Glidecreme og gode intentioner (Lubricant and Good Intentions)

Weekendavisen   28.11.2008   4 Sektion IDEER   pp 8-9

Foto af Anders Haahr Rasmussen: Hjælpearbejde blandt narkoprostituerede ved en af indfaldsvejene til Bratislava

Teori & praksis. Der kan være mange gode grunde til at hjælpe narkomaner og udsatte sexarbejdere. Men man kommer nemt til at gøre mere skade end gavn, advarer antropologen Laura María Agustín. Vi har besøgt Østeuropas hjælpearbejdere med Agustíns seneste bog i lommen.

Af Anders Haahr Rasmussen og Kristina Nya Glaffey 

VI står på en parkeringsplads, bilens bagagerum er fuldt af kanyler og kondomer. Klokken er kvart over ti om aftenen, stedet er Americke Namestie, en plads lidt uden for Bratislavas bycentrum. Vi har parkeret omme bag en lukket benzintank, her er så godt som mennesketomt, da aftenens første besøgende nærmer sig. Den 28-årige socialarbejder Eva Melková fra hjælpeorganisationen Odysseus er med sine to assistenter, 25-årige Jana Banáková og 21-årige Natalya Városiová, der begge studerer socialarbejde på universitetet, er klar til at hjælpe.

Fyren ser slidt ud. Han er tynd, håret er uglet og skægget uplejet. Neglene er lange og øjnene udspilede. Han har buler i panden, som om han har fået et par kraftige slag. Han snakker lidt med de tre kvinder, fortæller, at han har smerter i armen. Der er ikke noget at se, men de aftaler, at Natalya går med ham til lægen i morgen. Han får et papbæger med noget at drikke i og knæler på fortovet, mens han beder om at få nogle hjælpemidler fra bagagerummet. Natalya fylder en pose, mens Jana noterer på sin blok: 2 stk. kondomer, 7 pakker ascorbin, 1 gang sterilt vand, 2 minikogeplader til at mixe på, 5 nye kanyler (medbragte 0 brugte) og 1 drink.

»Også glidecreme,« siger han.

Eva, Jana og Natalya er hjælpsomme. De er venlige, imødekommende, og der er ingen løftede pegefi ngre over for de narkomaner og sexarbejdere, der kommer til dem for at få hjælp. De er der ikke for at få folk til at stoppe med at sælge sex eller tage stoffer, de er der bare for at give en hjælpende hånd. Alligevel er det, som om der er noget i vejen med hele scenariet.

En af de bøger, vi har læst som forberedelse til vores tur til Østeuropa, er Sex at the Margins – Migration, Labour and the Rescue Industry af antropologen Laura María Agustín. Den er baseret på adskillige års feltarbejde blandt sexarbejdere, men især blandt hjælpeorganisationer, som Agustín har fulgt under outreach-arbejde og under uddannelse. Hendes konklusion er klar: hjælpeindustrien er voksende, og hjælpearbejdere er ikke uden egeninteresse i deres hjælpearbejde. De lever som regel af det, bygger ngo-karrierer på det, og mens de vokser i antal, tyder intet på, at de opnår deres erklærede mål: social inklusion af den marginaliserede befolkningsgruppe, de ønsker at hjælpe. »Det er bemærkelsesværdigt, at prostitueredes vilkår ikke har forbedret sig mere i de 200 år, der er gået, siden de først blev defi neret som ofre og som mennesker, der har brug for at blive reddet,« som Agustín sagde til magasinet Spiked  tidligere på året.

I Sex at the Margins viser Agustín, hvordan hjælpeindustrien på trods af sit velmenende arbejde har en tendens til at fastholde socialt udsatte i en situation, hvor de er afhængige af hjælp. Gode intentioner er ikke altid nok, som hun skriver med den franske filosof Michel Foucaults ord: »Folk ved, hvad de gør; de ved ofte også, hvorfor de gør det, de gør; men de ved ikke, hvad det, de gør, forårsager.«

UMIDDELBART går det, vi ser her bag benzintanken i Bratislava, fri af Agustíns kritik. Odysseus’ hjælpearbejdere gør meget ud af at arbejde på klienternes præmisser, tage udgangspunkt i deres ønsker og behov, hvad det så end måtte være. Eva, Jana og Natalya er ikke moderne udgaver af det 19. århundredes middelklassekvinder, der så det som deres opgave at »hjælpe, kontrollere, rådgive og disciplinere de uregerlige fattige og deres seksuelle adfærd,« sådan som Agustín anklager mange af nutidens hjælpearbejdere for at være. Og dog. En fyr midt i 30erne kommer forbi. En fl ot fyr, nybarberet, med kasket på. Han står roligt med hænderne i lommen og sludrer med de tre kvinder. Han lader til at være velformuleret og ser i det hele taget ret cool ud. Han afl everer et par brugte kanyler og får nogle nye, mens han oplyser forbogstavet på sit fornavn, postnummer og antallet af afl everede og modtagne kanyler til Jana Banáková, der noterer alle oplysningerne ned på sin blok. »Banale oplysninger uden den store nytte for nogen,« som Agustín skriver om de symbolske handlinger, der er med til at konstruere vigtigheden af hjælpernes arbejde og understrege magtforholdet mellem »hjælper« og »hjulpet«.

Det er svært ikke at se det som ydmygende for en voksen mand sådan at skulle stå til ansvar over for en 25-årig universitetsstuderende med bandana og glimtende øreringe. Det er, som om hele arrangementet er med til at udstille klienterne. Den hvide Skoda Felicia er prydet af et stort Odysseus-logo, og budskabet Chrá sa sam (beskyt dig selv) står med store bogstaver. På sin vis giver det god mening at signalere til de trængende, at hjælpen er ankommet, men det virker samtidig som en unødvendig udstilling af klienterne som netop »klienter«, som anderledes, som en anden slags mennesker end »os«, som lavere rangerende og hjælpeløse. Det minder om Agustíns observationer af mødet mellem hjælpeorganisationer og udenlandske sexarbejdere i Spanien: »De bliver stigmatiserede karakterer i et offentligt skue, der understreger forskellen mellem dem og alle andre.«

TIDLIGERE på ugen er vi i Prag. Hana Malinova åbner døren til Bolzanova 1, hvor hjælpeorganisationen Bliss without Risk holder til. Den tre-værelses stuelejlighed er omdannet til kontor, gynækologisk klinik, varmestue og mødelokale for brugere og medarbejdere. Hana, ophavskvinde og daglig leder, udstikker et par hurtige dessiner på tjekkisk til sekretæren ved skrivebordet, inden hun giver os hånden. »Velkommen,« siger hun og griner højt, da vi får øje på fotografi et på væggen overfor. Det forestiller en pink dildo ved siden af et lilla hvidkålshoved. »Min datter har taget det for mig,« siger Hana, og fortæller, at hun selv har stået for arrangementet af effekterne. Hvidkålshovedet fandt hun i en lokal vietnamesisk butik. »Jeg ved ikke, hvordan det har fået den farve, men det virker!« siger hun og griner igen.

På opslagstavlen ved siden af indgangsdøren hænger et kort over Prag, de forskelligt farvede tegnestifter markerer de sexklubber, Rozkoš bez Rizika med jævne mellemrum besøger; Pink Dolly, Tutti Frutti, Big Sister, Viagra Prag. Over dørhåndtaget hænger en strikket dildo i en snor. Den 55-årige sociolog svarer ikke umiddelbart til den gængse forestilling om en kvinde med en lang universitetsuddannelse bag sig. Heller ikke hvad angår det ydre. »Svenskerhår« kalder man vist hendes frisure på godt dansk. Bagtil har det halvlange hår fået et pift med et par sorte og pink extensions. I det hele taget er det svært at afgøre, hvem der sælger, hvem der har gjort, og hvem der hjælper i det mylder af mennesker, der kommer og går på Bolzanova 1. Det er da heller ikke ualmindeligt, at tidligere sexarbejdere arbejder for eller sidder i bestyrelsen hos Rozkoš bez Rizika. Hana selv virker umiddelbart til at leve glimrende op til Agustíns beskrivelse af den ideelle hjælpearbejder: »Umiddelbar, åben, stolt af en ikke-fordømmende indstilling, med et afslappet forhold til sex og køn, (…) beslutningsdygtig og ansvarlig.«

Den fornemmelse bliver kun bekræftet af at tage med hende i felten: »Kom med herind,« siger Hana, da vi er nået frem til Neonclub, et af bordellerne i nabolaget. Hun vinker os ind på det, der til daglig fungerer som arbejdsværelse. Pakken med det plasticemballerede sengetøj ligger klar til brug på dobbeltsengen. På det lille bord mellem sengen og sofaen ligger en stabel brochurer om AIDS og prævention, nogle kanyler og en pose med vat, som hun har haft med sig.

»Kald bare på den første,« siger Hana, som sammen med et par kolleger er taget hen på bordellet for at teste de ansatte for graviditet og diverse kønssygdomme. En ung mørkhåret kvinde kommer ind i værelset og sætter sig i sofaen ved siden af Hana. Hana prikker hende i pegefi ngeren med en lille nål og dupper med lidt vat. Mens vi venter på resultatet af graviditetstesten, benytter Hana lejligheden til at vise et nyttigt trick. »Verdens ældste metode til fødselskontrol! «, siger hun, idet hun rejser sig i et ryk og stiller sig på gulvet med let spedte ben og giver sig til at hoppe op og ned. »Hvis kondomet springer,« siger hun stadig hoppende, »er det her den bedste måde at få sæden til at løbe ud på!« »Vores opgave er først og fremmest at forbedre forholdene for kvinderne,« siger Hana senere. »Vi forsøger at lære dem, hvordan de bedst håndterer kunderne. For eksempel at det er en god idé at sidde oven på manden under samlejet, så de har kontrol over situationen, eller vi viser dem, hvordan man sætter et kondom på med munden.« I Sex at the Margins stiller Agustín sig især kritisk over for to aspekter af hjælpearbejde. For det første at sociale projekter selv defi nerer, hvilke problemer der skal løses, og selv konstruerer, hvilke »andre« der har brug for hjælp – udbuddet genererer altså sin egen efterspørgsel. For det andet at det er hjælperne, der beslutter, hvilken hjælp der skal tilbydes.

Dermed ikke sagt, at hjælpeorganisationer hellere må kaste håndklædet i ringen og indstille arbejdet. Slet ikke, understreger Agustín. Hun efterlyser ikke ligegyldighed, men snarere selvkritik hos dem, der ønsker at hjælpe andre. Hun spørger, hvordan de beslutter sig for, hvad der er brug for: »Vælger I det, der er personligt mest tilfredsstillende? Prøver I at fi nde ud af, hvad jeres hjælpeobjekter egentlig vil have? (…) Hvad gør I, hvis I ikke kan give dem det, de ønsker? Eller hvis I ikke bryder jer om det?« Vi når til Warszawa, hvor vi har en aftale med Robert Lukasik og Beata Namieta, der er henholdsvis projektkoordinator og gadearbejder i organisationen SKA Street. De to arbejder med hiv-forebyggelse blandt homoseksuelle mænd generelt, deriblandt mænd der sælger sex til mænd. I aften er de taget ud for at besøge et par af Warszawas homoklubber for at dele kondomer ud og for at tale med de festende gæster, som de med jævne mellemrum gør det. »Det med at dele kondomer ud er mest en måde at komme i kontakt med folk på,« fortæller Beata. »På den måde kan vi få en snak med folk om sikker sex og måske også tale med nogle af dem, som selv sælger sex.«

Robert er selv homoseksuel og kommer også på klubberne privat, Beata derimod havde aldrig mødt en homoseksuel, før hun startede som frivillig i SKA Street, fortæller hun. Det er et spændende fritidsjob, hun har fået mulighed for at udføre, synes hun. Robert står ude på dansegulvet og taler med et par bekendte, mens Beata sidder alene i baren med posen med kondomer i hænderne. Hun ser lidt beklemt ud ved situationen og får først rigtigt nogen at tale med, da der dukker et par andre gadearbejdere op fra en anden hjælpeorganisation, de er også ude for at dele kondomer ud til de homoseksuelle mænd. Der ser ikke ud til at blive delt mange kondomer ud på klubben den aften.

Vi spørger, hvorfor de ikke bare stiller kondomerne i en bowle i baren, så folk selv kan tage, når og hvis de har lyst. Det løsningsforslag afviser både Beata og Robert:

»Det ville de ikke kunne administrere,« siger Beata, »enten ville en af dem tage dem alle sammen, og så ville der ikke være nogen til de andre, eller også ville bowlen blive væltet, og så ville alle kondomerne ligge ud over hele gulvet.« Det er måske ikke utænkeligt, at gæsterne kunne fi nde på at opføre sig som små skolebørn i en slikbutik ved synet af en bowle med kondomer. Men det er heller ikke utænkeligt, at meget moderne hjælpearbejde udspringer af samme tankegang, som historisk set har inspireret velmenende medlemmer af overklassen til at administrere de uregerlige underklassers adfærd.

Som Agustín beskriver det:

Borgerskabet mente, at det havde en pligt til at civilisere arbejderklassen, ligesom aristokratiet tidligere mente at have det i forhold til borgerskabet. Og i samme periode som europæiske opdagelsesrejsende mente, at de indfødte i fjerne egne ville have gavn af at blive koloniseret, på samme måde mente den ’mere oplyste’ klasse, at arbejderklassen ville have gavn af, at man blandede sig i deres levevis. Middelklassen dikterede den rigtige måde at leve på for alle andre, og borgerskabets fruer fik et nyt missionerende arbejdsområde.

Laura María Agustín: Sex at the Margins – Migration, Labour Markets and the Rescue Industry. London: Zed Books, 2007.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *